SNEBLIND

Den rytmiske hvæsen fra et ski-ergometer larmer om kap med musikken fra radioen. 

En kvindelig robotstemme informerer Arne Christensen om hans gennemsnitsfart. Bag ham hænger tre veste med startnumre fra det svenske Vasaloppet. 

 

Træningslokalet er småt og mørkt, men velindrettet. Maskinerne står næsten oven i hinanden. Hver især har de et formål. Styrke, balance, stamina. Hvis Arne skal gennemføre verdens hårdeste langrendsløb, er han nødt til at være velforberedt. 

 

Hans største frygt er at stå på startlinjen og ikke føle sig klar. 

 

Når en langrendsløber glider hen over sneen, bruger han 95 procent af kroppens muskler. Sporten kræver udholdenhed, balance og en stålsat koncentration. Heldigvis er Arne blevet bidt af en gal skiløber.

 

Regelmæssige træningsture til norske fjelde og svenske ødemarker er markeret gennem hele skisæsonen. Men der er langt fra Virum til Beitostølen, så Arne sætter ofte hjul på skiene, og bytter de sneklædte løjper ud med landingsbanen på en nedlagt flyvestation. Skal der højdemeter på træningsprogrammet løber han i Jægersborg Dyrehave. 

 

Der er god grund til Arnes træningsmani. Hverken rulleski eller fitnessrum kan forberede ham på, hvad der venter forude. Tre dages skiløb nord for polarcirklen. Arne skal forsøge at tilbagelægge 160 kilometer gennem noget af grønlands hårdeste terræn. Landskabet er barskt, vejret uforudsigeligt og temperaturen kan falde til -25 grader celsius.  

 

Det er ikke uden grund, at Arctic Circle Race er kendt som verdens hårdeste skiløb. 

 

Hovedstød og halbal

​

Arne Christensen voksede op på en lille gård på Vestsjælland. Han var, som folk var flest på de kanter. Hans eneste særtegn var, at skolelægen havde erklæret ham farveblind. Gul blev til grøn, og grøn blev til blå. Men det betød ikke noget. Arne passede sin skole, og når klokken ringede ud, tog han over på fodboldbanerne. 

 

Her løb han rundt med de unge drenge fra Høng GF, og jagtede den næste titel som amtsmestre. Han var forsvarsspiller, og efter eget udsagn, almindelig god til den position - bortset fra en ting: han lavede aldrig et eneste hovedstød. Når bolden kom svævende i hans retning, var det som om, at den forsvandt. 

 

Det var ikke kun fodbolde, der forduftede imod himlen. Hvis Arne hørte lyden fra en forbipasserende flyvemaskine, kiggede han op, men han kunne aldrig lokalisere, hvor den summende lyd kom fra. Det undrede ham. 

 

Vintermånederne var mørke ude på landet, så Arne havde udstyret sin cykel med intet mindre end to dynamolygter. Det så først og fremmest sejt ud, men ekstraudstyret havde også en mere nødvendig funktion. 

 

For de fleste cyklister er cykellygten en varsel til andre bilister. Man vil gerne ses, så man undgår at blive kørt over. Arne ville bare gerne se. Han havde nemlig usædvanlig svært ved at orientere sig i mørke. 

 

Det svigtende nattesyn blev først tydeligt, da cyklen blev udskiftet med en Puch Maxi. Overgangen var en selvskrevet del af opvæksten på Vestsjælland. De mørke landeveje gjorde Arne utryg, men han fortsatte ufortrødent med at race fra bondebal til bondebal. Han brugte kammeraternes baglygter som ledestjerner og ankom altid helskindet. 

 

Når Arne ikke lod sig skræmme af mørket, skyldtes det først og fremmest, at hans nattesyn altid havde været sådan. Han regnede ikke med, at de andre venner kunne se mere, end han kunne. Samtidig overskyggede forventningerne til bal og søde piger enhver form for frygt. 

 

Til festerne buldrede lyden fra de lokale orkestre ud over et mørkt dansegulv. Der var sjældent andet end levende lys til at oplyse lokalet, hvilket gjorde det svært for Arne at se, hvor de søde piger gemte sig. 

 

Og netop de søde piger var der rift om. Så meget rift, at folk var villige til at slås for dem. Ikke for Arnes vedkommende. Det måtte de andre drenge om. 

 

Når bølgerne gik højt, og to ungkarle havde udset sig den samme skønhed, flokkedes festens gæster ud på gårdspladsen, hvor tvekampen foregik. Arne fulgte trop, men i nattens mulm mistede han orienteringen. Tilskuernes hvin og hujen bevidnede ganske vist om en slåskamp, men Arne anede ikke, hvor den foregik. Tanken om usynlige og flyvende knytnæver skræmte ham. Så han holdt en betydelig sikkerhedsafstand fra støjen. 

 

Rutinecheck og radioteknik 

​

Som 15-årig blev Arne sendt til en øjenlæge i Slagelse. Det var hverken mørket eller forvirringen om farverne, der havde sendt ham derhen. Arne havde tidligere fået konstateret en bygningsfejl på det ene øje, hvilket havde resulterede i et sæt briller. Styrken lå på et beskedent plus 1,25. Det skulle undersøges.  

 

Øjenlægen satte et oftalmoskop op foran Arnes ansigt. Det store og lidt klodsede apparat gjorde det muligt for lægen at se ind i øjets indre og bagerste del. Maskinen lyste gennem pupillen og gjorde nethindens blodårer, nervetråde og sanseceller synlige.

 

Da øjenlægen fjernede maskinen, spurgte han ind til Arnes fremtidsplaner. Hvortil den unge mand lystigt fortalte, at han snart blev færdig med tiende klasse, og derefter skulle ud i lære som radiotekniker. Han havde allerede fået læreplads hos Radio Pax - byens bedste radiobutik. 

 

Så blev der stille et kort øjeblik. 

 

Øjenlægen kiggede på Arne, og fortalte ham, at han nok ikke blev radiotekniker. Der var noget galt med hans øjne. 

 

Sygdommen hedder retinitis pigmentosa. Der findes ikke nogen behandling. De indledende symptomer er farveblindhed og besvær ved at orientere sig i mørke. Efter noget tid bliver synet mere og mere indsnævret, så det føles som om, at man kigger ud gennem et køkkenrullerør. 

 

Da Arne fik diagnosen, kunne lægen konstatere, at hans synsfelt var indskrænket til 10-15 grader. 

 

Sygdommen betød, at Arnes syn langsomt og gradvist ville aftage, indtil han til sidst ikke ville kunne skelne lys fra mørke.

 

Erkendelse og forskrækkelse

​

Det sværeste for Arne var at fortælle vennerne, at han ikke skulle i lære som radiotekniker alligevel. Den nye tilværelse som svagsynet var ikke opstået fra den ene dag til den anden - synet var, som det altid havde været - det var diagnosens medfølgende omvæltninger, der var sværest at sluge. 

 

Arnes liv havde slået en kolbøtte. Pludselig skulle han forholde sig til en anden fremtid, end den havde forestillet sig. En fremtid fyldt med spørgsmål og uvished.

 

For at få svar på de spørgsmål blev Arne henvist til Statens Institut for Blinde og Svagsynede - et kompetence- og rehabiliteringscenter for mennesker med nedsat syn, der tilbyder rådgivning, uddannelse og bo-ophold for borgere med synsnedsættelse eller blindhed. 

 

Arne startede på instituttet i august 1971. Til daglig gik han i skole i København, mens han brugte sin fritid sammen med de andre 80 til 100 elever og kursister fra instituttet. 

 

Han modtog undervisning i punktskrift, maskinskrivning, mobilitet og blev langsomt udstyret med de hjælpemidler og teknikker, han unægteligt ville få behov for. 

 

Hjælpen kom på det rette tidspunkt. Arne var ung og ny-diagnosticeret. Følelserne susede rundt i kroppen. På instituttet fik han tid. Tid til tilvænning. Tid til at overvinde    de mange følelser, der knyttede sig til synstabet og den medfølgende identitetsdannelse. 

 

For Arne handlede det ikke om at acceptere sit synstab, men det var nødvendigt at erkende det. På instituttet blev den erkendelse nemmere. Der var andre som ham. 

 

Uden for instituttet var det anderledes. 

 

Når Arne skulle hjem og besøge sine forældrene, gik han med hjælp fra den hvide stok ned til togstationen i Hellerup. Herfra fortsatte han med tog mod hovedbanegården, hvor han skiftede linje mod Slagelse. 

 

Inden han nåede til Slagelse, blev den hvide stok foldet sammen og gemt væk. De gamle venner fra lokalområdet skulle under ingen omstændigheder se ham sådan - 

hvad ville de ikke tænke?

 

Arne havde stadig en smule syn tilbage, og ruten var velkendt, så han kunne klare det sidste af turen uden hjælpemidler - og uden muligheden for fordømmende blikke. 

 

Men en dag gik det galt.

 

Da Arne skulle skifte tog på Hovedbanegården, åbnede han døren og trådte lige ud i ingenting. 

 

Han var trådt ud på den forkerte side og endte på skinnerne. 

 

Forskrækkelsen var værre end skrammerne, men oplevelsen efterlod Arne med en erkendelse -  han havde brug for den hvide stok. 

 

Idrætten til undsætning

​

På instituttet i Hellerup var der ingen grund til at gemme stokken væk - eleverne var der af samme årsag - og alle benyttede de synskompenserende hjælpemidler og teknikker, som Arne måtte sande, at han også behøvede. 

 

Tiden på instituttet bød også på andet end tilvænning og nødvendigheder. Arnes forsvindende syn havde medført, at han ikke længere kunne køre Puch Maxi eller spille fodbold. Til gengæld kunne han køre tandemcykel, spille goalball (et særligt boldspil for blinde), dyrke atletik og tage på langrendsture. 

Idrætten blev en form for modgift til den følelsesmæssige belastning og begrænset fysiske udfoldelse, som det aftagende syn havde medført. Det gav Arne bedre kropsfornemmelse, bedre balance, bedre reaktionsevne og mere selvtillid - egenskaber som generelt bidrog til at forbedre hans muligheder for at mestre et liv uden syn. 

 

I konkurrence med andre unge med nedsat syn, blev øjnene overflødige. Nu handlede det om fysik, teknik og motivation. 

 

Arne var knap begyndt på sine sportslige udfoldelser, før at han deltog i det første verdensmesterskab for goalball. To år senere deltog han både i de Paralympiske Sommer- og Vinterlege. 

 

Men man kan ikke både løbe 400 meteren, lave kuglestød, cykle tandem, spille goalball og stå på ski, hvis man samtidig gerne vil på podiet - og Arne er konkurrencemenneske. 

 

Han måtte træffe et valg.  

 

Langrend blev hans primære idræt. De lange seje træk, naturen, kroppen der arbejder og rejser til fjerne verdenshjørner, var i grunden nok. Men der var også en anden frihed i sporten. Arne kunne anvende det samme udstyr som alle andre, han kunne bevæge sig på samme facon. Bruge stave i stedet for stokke.  

 

Det eneste Arne havde behov for, var en ledsager. Et par seende øjne, der kunne guide ham sikkert gennem terrænet. 

 

Danmark er ikke en skisportsnation, men hjælpsomme langrendsløbere var der åbenbart rigeligt af. Rygtet om den blinde skiløber spredte sig gennem de danske skiklubber, så nysgerrige hjælpere stod altid klar. 

 

Det var sådan Arne mødte Claus Geleff. Egentlig mødte de hinanden i en roklub, men det var skiløb, der blev deres fælles. 

 

Sammen valfartede de nordpå, så snart sneen faldt. Den ene tur tog den anden, og i 1994, iført matchende pelse af grønlandsk sælskind, marcherede de side om side ind til åbningsceremonien af de Paralympiske Lege i Lillehammer. Arne bar stolt den danske fane. 

 

Et nyt eventyr 

​

20 år efter Lillehammer sidder Arne i sit rækkehus. Han er gift med Mary, har to børn og arbejder som socialrådgiver på instituttet i Hellerup, hvor han vejleder unge svagtseende - præcis som han selv blev. 

 

Synet er forsvundet. De sidste 25 år har han ikke set andet end mørke. Det stopper ham ikke. Tværtimod. Han er selvstændig, stædig og mest af alt eventyrlysten. Han rejser alene rundt med tog i hele landet, spiller bas i to bands og dyrker alt det skisport, han kom komme til.

 

Hans CV taler for sig selv: 5 Paralympiske Lege i langrend og skiskydning, første blinde dansker til at gennemføre det 90 km lange Vasaloppet i Sverige og det 54 km lange Birkebeineren i Norge.

 

Men det er ikke nok for Arne. Han har brug for en ny udfordring - og intet mindre end verdens hårdeste langrendsløb kan klare det. Arctic Circle Race. Han vil være den første blinde til at gennemføre løbet. 

 

Gennem flere år har Arne hørt historier om det notoriske løb. Han kender også en del langrendsløbere, som har deltaget. Blandt andre hans ledsager fra De Paralympiske Lege i Lillehammer 1994, Claus Geleff. 

 

En telefonsamtale senere er Arne og Claus enige. De skal til Grønland. 

 

Tilmeldingsblanketten er udfyldt. Det eneste der mangler, er den endelige bekræftelse. Tilbagemeldingen fra løbsstyrelsen er nedslående. 

 

Afvist. 

 

Arrangørerne mener ikke, at de kan tage ansvar for Arnes sikkerhed. 

 

I lys af løbets ulykkeshistorie er afvisningen ikke helt uforståelig. Den omfatter alt fra dødsfald til brækkede hofter. 

 

Afvisningen er et slag for Arne. Når først han har sat sig et mål, så stopper han ikke, før han har nået det. Så han sender Claus alene til Grønland, så han kan deltage i løbet, men også så han kan lægge et godt ord ind for Arne. 

 

Året efter har Claus’ indsat givet pote. Arrangørerne er blevet enige om, at Arne kan deltage, så længe han har to ledsagere og en snescooter med sig. 

 

Nu skal holdet samles. Den første ledsager bliver Lars Røpke, som Arne har løbet hundredvis af kilometer ski sammen med. Lars har aldrig deltaget i løbet før. Det har Henrik Seidelin Dam til gengæld. Henrik bliver ledsager nummer to. Endeligt bliver Claus Geleff holdets fjerde mand. Claus skal ikke med som ledsager. Hans rolle er at hjælpe med alt det praktiske - som kan blive en ligeså stor udfordring som selve skiløbet.  

 

De døber firemandsholdet Team Blind. 

​

Team Blind i nord og syd

​

”Højre, højre, højre!” siger Lars bestemt gennem headsettet, der går direkte i øret på Arne. Der er en konstant strøm af meldinger. Nu svinger ruten, om lidt går det nedad, sildebensbakke forud.  

 

Arne og Lars er på træningstur i Norge. De træner det meste af dagen. Når der er tid til det, tager Arne ned i den lokale sportsforretning. Han er lidt af en grejnørd. Men når man ikke kan se med øjnene, må man finde alternative metoder. Arne ser med fingerspidserne. 

 

Han kører neglen langs kanten på skiene, banker på dem og vejer dem i hænderne. Han har lært sig selv at mærke forskel på Salomon-støvler og New Nordic Norm-støvler. 

 

Team Blind har ikke kun brug for skisportsudstyr, for deres træninger er ikke kun forbeholdt nordlige breddegrader. De tager også sydpå, og inden den store Grønlandstur skal hele holdet til træningsresortet, La Santa, på Lanzarote.

 

De cykler, står på rulleski og mandehørmer om aftenen - det inkluderer ofte en øl eller to. En aften smager øllen anderledes for Arne. Han får dårlig samvittighed. 

Ikke over for sig selv. Men i højere grad over for sit hold. Han rejser sig op ved bordet, med øllen i hånden, og meddeler at det bliver hans sidste af slagsen inden turen. Han være afholdsmand, indtil løbet er gennemført. Andet kan han ikke være bekendt. 

 

To uger efter turen til La Santa vågner Arne op med en buldrende hovedpine. En stikkende smerte, der bevæger sig fra skulderen gennem nakken og op til hovedet. Smerten er så intens, at han må gå til lægen. Han siger intet til Team Blind om det. Kun hans kone, Mary, ved, at der er noget galt.

 

Lægen kan konstatere at Arne har grå stær. En øjensygdom oven i øjensygdommen. 

En operation ligger og lurer ude i den nærmeste fremtid. Heller ikke den detalje får han givet videre til holdet. Lægen beder Arne om at forholde sig i ro de næste fem uger. Han træner videre som om intet er sket. 

 

Grønland

​

Der skal mere end en øjensygdom til at stoppe Arne Christensen. Fem måneder senere sidder han, sammen med resten af Team Blind, i en flyver på vej til Grønland. Holdet ankommer to dage før løbet går i gang. Så er der tid til at træne og akklimatisere. 

​

Løbet starter og slutter i en lille by på Grønlands vestkyst. Byen hedder Sisimiut, og ligger 100 kilometer nord for den arktiske cirkel. Temperaturerne varierer fra 20 grader i sommeren til -35 grader i vinteren. Byen er den mest nordlige by uden sne om sommeren og samtidig den mest sydlige by, hvor man kan løbe med slædehunde. En rejefabrik er byens store indtægtskilde. Der sker ikke meget på disse kanter. Undtagen én weekend om året, hvor der kommer lidt af verden til Sisimiut. Byen bliver forvandlet til langrendsverdens navle. Det er Arctic Circle Race - en weekend som velsagtens alle byens 5.500 indbyggere er stolte af.

​

I dagene inden løbet træner Claus og Arne intenst på løbet første udfordring. En berygtet bakke lige ved løbets start. Bakken er stejl, og hvis man falder, kan hele byen se det. Det kan hurtigt blive pinligt. 

 

På tidligere ture, som til PL i Lillehammer, har Claus kørt ruten med en diktafon i dagene op til racet. Om aftenen lytter Arne til optagelserne. På den måde kan han visualisere og indøve den rute, han skal ud på. 

 

Det kan han ikke til Arctic Circle Race. Hver en meter er ukendt terræn. 

 

Dag 1

​

Dagen er kommet. Vejrforholdene er perfekte. Høj sol og -15 grader. Den 20. udgave af Arctic Circle Race skal snart sættes i gang. Det føles som om, at hele Sisimiut er kommet til startstregen for at sende deltagerne ud på den første etape af løbet, som strækker sig over 56 kilometer. 

 

Der er samlet 159 deltagere fordelt på 14 forskellige nationaliteter i Sisimiut til weekendens strabadser. Blandt deltagerne er Martin Møller, der har repræsenteret Danmark til OL i langrend. Han har vundet Arctic Circle Race flere gange. Der er et royalt skær over løbet i dets 20 års jubilæum. Kronprins Frederik har i år fundet frem til startstregen. 

 

Arne kan mærke, at lydintensiteten stiger fra publikummet. Speakeren gejler også sig selv op. Arne er glad. Det er det her øjeblik, som han har drømt om siden ideen om at tage af sted forplantede sig i hans tanker. 

 

”3… 2… 1… kør!”

 

Lydniveauet tager endnu et nøk op. Løbet er sat i gang. Det første stykke af ruten foregår inde i selve Sisimiut, hvor larmen følger dem rundt. De nærmer sig hurtigt bakken, som de har øvet sig på i dagene op til. Team Blind når toppen uden problemer. Nu skal de ned igen. 

 

”Plove, plove, plove!” 

 

”Højre, højre, højre!”

 

Larmen fra tilskuerne er overdøvende. Det gør det svært for Arne at høre Lars’ instrukser. Træningen med rulleski og fitnessmaskiner har ikke klargjort Arne på det her scenarie. I et kort øjeblik svigter Arnes koncentration. Han mister balancen og bider i sneen.   

 

Arne gør, hvad han har gjort utallige gange i sit liv. Han rejser sig op, børster sneen af og kører videre.

 

Herfra fortsætter løbet ud af byen. Larmen bliver langsomt skiftet ud med tunge åndedræt, kommandoer over radioen og naturens stilhed. Kommunikationen mellem Arne og hans ledsagere er en lind strøm af information om, hvor langt der er før, der kommer et sving, en bakke eller hvilken løbeteknik, der er bedst lige om et par meter. 

 

Efter et par timer når Team Blind op på en etapens mange bakketoppe. Her er et af de stop, hvor frivillige fra løbet står klar med et skud energi i form af saft og nødder. Stoppet bliver kaldt Udkigsposten. Sneklædte bjerge og frosne søer fortsætter ud i det uendelige. 

 

Arne kan næsten mærke den smukke udsigt på Henrik og Lars. De er helt stille. Sammen står de og suger oplevelsen ind. Hvad Arne ikke kan se, forestiller han sig. Han kan mærke solens stråler mod sit tilfrosne ansigt, og sammen står de tre holdkammerater i et øjebliks perfekt stilhed. 

 

Men Arctic Circle Race er et kapløb. Holdet skal videre. De fortsætter de sidste kilometer til campen, som er slået op 20 kilometer uden for Sisimiut. Da holdet når frem, har de været på ski i knap otte timer. 

 

Tilbage ved lejren bliver de mødt af Claus, og får tildelt et telt. Teltene er stillet op, så de forestiller et 20-tal i anledning af løbets jubilæum. 

 

Deres oppakning er blevet transporteret af de frivillige til lejren. Nu handler det om at få noget varmt tøj på. Det er her Claus er til stor hjælp. Han har taget den administrative rolle på sig, som betyder, at han giver den gas ude på løjpen og gør alle tingene klar til Arne, så han kan tage over for Henrik og Lars. Normalt kan Arne godt klare sig selv hjemme i Danmark, men her har han konstant brug for hjælp til at navigere rundt i lejren. 

 

Det er blevet tid til at få fyldt depoterne op. Over en gang spaghetti med kødsovs får Arne sig en snak med Kronprins Frederik. Her kan Arne trøste sig selv med, at selv kronprinsen har taget et styrt samme sted som Arne. 

 

Claus og Arne deler telt. Der er lige akkurat plads til at sidde oprejst på knæene. Når de skal sove, er der en proces, hvor de skal finde de nødvendige remedier frem til at sove i form af sokker, langt undertøj og halsedisse. 

 

Det er helt vindstille til aften og frysende koldt. Så koldt at Arne ikke kan mærke, hvad han har fat i. Han kan ikke længere se med fingrene. Claus tager en pandelampe frem, mens Arne har hænderne nede i sin taske og guider ham. 

 

De lægger sig til at sove. Men Arne kan ikke dejse omkuld. Han er træt efter de mange kilometer, men han skal tisse. Igen. Heldigvis er han forberedt. Han har taget engangsbækkener med, så han kan klare sådan en situation uden at vække sin makker. 

 

Dagens letteste parti - ned i soveposen.

 

Dag 2

​

Lørdagens etape står for døren. 48 kilometer. Vejrforholdene er lige efter bogen. Sol fra en skyfri himmel. Team Blind går sammen over i det store spisetelt, for at lade op til dagens udfordringer.  

 

Dag 2 har sin hovedattraktion i Søndre Strømfjorden. Efter et par timer ankommer

Arne, Henrik og Lars til den nedkørsel, der fører ned til den tilfrosne fjord. Fra toppen og ned til bunden er der fire kilometer - og den er meget stejl - og der er ikke autoværn midt ude på indlandsisen. 

 

Det er ikke, fordi Arne er bange for at køre hurtigt, når det går nedad. På en hurtig nedkørsel kan han nå op og køre med 40 km/t. På træningsture hvor Arne kender landskabet og ruterne, får den fuld skrue. Men det kan godt gå galt. På en tur til Norge med Lars endte Arne nede i en iskold å. Lars havde sagt højre, da han mente venstre. Det kan hurtigt blive forvirrende, når man kigger sig over skulderen. Så instruksen blev spejlvendt, hvilket resulterede i en gennemblødt og lettere chokeret Arne. 

 

På Grønland er indsatsen højere. Et fejlagtigt sving kan have fatale konsekvenser.  Holdet beslutter, at det nedkørslen bliver for farlig. Så de tager skiene af og går ned. 

Fra bunden af bakken, venter der en 10 kilometer lige strækning. Holdet aftaler, at Arne ikke skal have nogle meldinger før, der sker noget forude. Han vil godt nyde stilheden og den frie bevægelighed. På fjorden er der ingen risiko for at køre ud over en klippeskrænt. 

 

Mens de løber nede i den tilfrosne fjord forestiller Arne sig, hvordan der ser ud. Han kan igen mærke, at hans ansigt bliver varmet i den vindstille fjord. Han er overbevist om, at det billede han har inde i sit hoved ikke er helt rigtigt, men det er han ligeglad med, for han mener selv, at det han ser er smukt - måske endda smukkere end det de andre ser. 

 

Arne visualiserer altid, hvordan der ser ud omkring ham. Ellers føler han, at han ikke kan finde rundt. Om det så er hjemme i rækkehuset i Virum eller i Søndre Strømfjorden på Grønland

 

Efter et stykke tid kommer Henrik med en melding. Der løber en hundeslæde. Arne forestiller sig, hvordan hundene løber midt ude på fjorden med chaufføren, der styrer dem hen over isen. 

 

De kommer tilbage til den bakke, hvor de tidligere havde taget skiene af. Der er intet farligt i at køre op ad den fire kilometer lange bakke, men de vælger alligevel at tage skiene af igen. Bakken er for lang og stejl. En stor del af de løbets andre deltager følger trop. 

 

Efter 7 timer og 13 minutter kommer Team Blind tilbage til lejren. De er trætte og udmattede, men humøret er højt. De to første dage er overstået næsten gnidningsfrit. De sidste punkter på dagen omhandler kun mad og søvn. 

 

Dag 3

​

Den sidste dag har nu gjort sin ankomst og dermed også de sidste 56 kilometer mod Sisimiut. Holdet tager igen af sted i optimale forhold. De er heldige med vejret i år. 

 

I 2015, hvor Arne oprindeligt ville have deltaget, måtte arrangørerne aflyse den sidste dag, fordi det havde blæst så meget op, at man ikke kunne se noget foran sig. 

 

Der er en tanke, som kører i ring i Arnes hoved den sidste dag.

 

“Hvordan skal vi komme i mål?”

 

Han er ikke i tvivl om, at han kan klare sidstedagen. Men pludselig sker der noget. På Grønland kan vejret ændre sig fra det ene øjeblik til det andet. Et uvejr har ramt løbet. Den kraftige blæst gør, at løbe-sporene fyger til. Sigtbarheden bliver dårligere og dårligere for de to ledsagere. Der skal ikke meget mere til før, at deres udsyn minder om Arnes. 

 

Men et lille uvejr er ikke nok. Holdet fortsætter ufortrødent ud på løjperne. Den sidste dag er i gang. Arnes og holdkammeraternes foreberedelser har givet pote. De tackler hver en udfordring. Snart har Team Blind tilbagelagt 160 kilometers langrendsløb. Målstregen er i sigte, og Arne bliver den første blinde mand til at krydse den. 

 

Det eneste spørgsmål er hvordan, de skal gøre det. 

 

Arne vil gerne køre over målstregen alene. Holdet aftaler, at han skal køre i sit eget spor det sidste stykke af vejen, mens Henrik og Lars kører på hver side af ham. 

 

Arne begynder så småt at høre den larm, som de havde forladt for to dage siden. Sisimiut er lige om hjørnet, men hvad der helt præcist venter ham, ved han ikke. På målstregen står en udmattet Claus og venter på at tage imod sine holdkammerater. 

 

De dukker lige så stille op ude i horisonten. Henrik, Lars og Arne. 

 

De kører ind til målområdet, hvor borgerne fra Sisimiut står klar til at hylde dem, der krydser stregen. Speakerens stemmeleje bliver højere og højere, som de nærmer sig målstregen. 

 

22 timer, 13 minutter og 2 sekunder. 

 

Arne har gjort det. Den første blinde person, der gennemfører Arctic Circle Race. Verdens hårdeste langrendsløb. Han er ovenikøbet den hurtigste deltager på over 60 år. 

 

Der går ikke mange øjeblikke på målstregen før, de frivillige løfter Arne op på skuldrene og hylder ham. Han hæver begge armene over hovedet triumferende. En skistav i hver hånd. 

 

Fejringen bliver afbrudt af en grønlandsk journalist, der vil fortælle historien om den blinde langrendsløber. Arne taler roligt i det første stykke af interviewet. Han har en frossen tåre i øjenkrogen. Som tiden i interviewet går, bliver ansigtet mere og mere rødt, og stemmen mere og mere bævrende. Han takker hele hans bagland, inden han udbryder:

 

“Jeg kan jo ikke en skid selv.”

 

“Hvad skal der så ske nu?,” spørger reporteren.

 

“Jeg tror, at vi skal have os en lille øl,” svarer Claus grinende i baggrunden.

 

“Ja, jeg tror, at øllene slår lidt hårdere efter Arctic Circle Race. Det bliver en billig fest i aften,” siger Arne.

 

“Men hvad skal det næste mål være?,” spørger reporteren.

 

Arne trækker lidt på det og siger, at han efterhånden er kommet lidt op i alderen, inden Claus kommer ind i billedet og holder Arne om skuldrene og siger:

 

“Vi skal ud på et nyt eventyr.”

 

Epilog

​

I dag er Arne 66 år og foredragsholder. Han rejser land og rige tyndt for at fortælle sin historie. Han arbejder fortsat som socialrådgiver på Instituttet for Blinde og Svagsynede, hvor han hjælper andre nydiagnosticerede med at tackle livet uden syn. Team Blind eksisterer stadig. Det næste eventyr er allerede planlagt. I 2021 skal Claus og Arne stå på ski til Nordpolen. Arne skal være den første blinde mand der krydser den nordligste breddegrad på ski.